SF og De konservative i fælles kamp for de små skoler I Faxe Kommune

De Konservative og SF ønsker indkaldelse af forligspartierne

Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti indgik i efteråret 2008 forlig med de fleste af Faxe Byråds partier om budgettet for 2009.
Der var tale om et meget stramt budget, der bl.a. indeholdt en række budgetreduktioner på meget følsomme områder, men samtidigt et budget hvor der blev plads til en række forbedringer der pegede fremad, og muliggjorde at Faxe Kommune fortsat kunne være en vækstkommune.
Sigtet med budgettet var klart for alle forligspartierne: Vi skulle fastlægge et budget der styrkede kommunens finansielle situation og samtidigt fastholde et rimeligt serviceniveau.

Under budgetdrøftelserne, blev også skolestrukturen drøftet. Under denne drøftelse blev det klart, at alle partier udtrykte ønsket om bevarelse af alle de eksisterende skoler.
Konkret blev Spjellerup skoles fremtid drøftet. Der var enighed om, at det var uholdbart, at der var usikkerhed på Spjellerup skole om skolens fremtid.
Det blev derfor besluttet, at der umiddelbart skulle gives meddelelse til skolen om, at Spjellerup skole ikke skulle nedlægges. Efterfølgende blev der i øvrigt udsendt pressemeddelelse, hvori skolens bevarelse blev fastslået, ligesom der efterfølgende blev indsat annonce i lokalaviserne om beslutningen.

Stor var således vores undren, da der i begyndelsen af 2009 pludselig forelå et forslag fra Undervisningsudvalget, hvor der blev foreslået, at Spjellerup skole, og nu også Svalebæk
skole, skulle nedlægges.

Vi kan konstatere, at dette forslag har skabt stor utryghed på skolerne ligesom mange forældre er blevet vrede og utrygge over forslagene.
Borgerne såvel som ansatte på skolerne, havde en klar opfattelse af, at skolestrukturen lå fast hvad angik antallet af skoler. Skolernes arbejde kunne fortsætte uden en trussel om nedlæggelse.
En trussel der klart opfattes som demotiverende og ødelæggende for arbejdsmiljøet, ligesom skolernes forældre, med god grund kan føle, at den demokratiske proces er sat ud af kraft og at der er tale om løftebrud fra politikernes side.

Denne opfattelse af løftebrud kan vi godt følge. Vi indgik et forlig, hvor antallet af skoler ikke blev ændret, hvorefter der få måneder efter bliver fremlagt et forslag om nedlæggelse af de to små skoler.
Det Konservative Folkeparti og SF, er grundlæggende enige om værdien af bevarelse af de små skoler i lokalsamfundet. Både når der ses på deres placering som et uddannelsessted, men også som det naturlige kulturelle centrum i lokalsamfundet.
Samtidigt er vi enige om, at Faxe Kommune skal kunne tilbyde et uddannelsesmiljø i en lille skole, således at forældrene har en reel valgmulighed mellem en lille og en stor skole.

Det er vigtigt for både Det Konservative Folkeparti og SF at understrege, at begge partier ønsker at kunne tilbyde undervisning af høj faglig kvalitet og at begge partier ønsker at højne kvaliteten på alle kommunens skoler. Vi finder således ikke, at det er en forudsætning for kvalitetsudvikling af folkeskolen i Faxe Kommune, at der nedlægges skoler og at undervisningen skal centraliseres.
Tværtimod finder vi, at et så bredt og varieret undervisningstilbud som muligt, tilgodeser flest mulige elever.

Som det fremgår finder vi, at processen der ligger forud for fremlæggelsen af forslaget om nedlæggelse af Spjellerup skole og Svalebæk skole, er overordentligt uheldig og i høj grad medvirker til at skabe indtryk af utroværdighed.
Ligeledes er det vores opfattelse, at en vedtagelse af det foreliggende forslag om nedlæggelse af skolerne, er et brud på det budgetforlig der blev indgået for budgetåret 2009.
På den baggrund ønsker vi at indkalde forligspartierne til et møde, hvorunder forudsætningerne for det indgåede budgetforlig drøftes, ligesom der ønskes en drøftelse af forudsætningerne for de forligsforhandlinger der skal finde sted i forbindelse med budgettet for 2010.

Med venlig hilsen

Ivan Lilleng Mogens Stilhoff
Det Konservative Folkeparti Socialistisk Folkeparti

Skriv en kommentar til dette indlæg:

   Thio - H.C. Andersen